ADHD: Min søsters kamp mod sig selv

Information bragte denne kronik den 29. april 2016. Vi støder jævnligt på elever med ADHD. Men hvordan er det at være inde i kroppen på eleven med ADHD og hvordan er det at overleve som familie til en med ADHD.
Forfatteren er bror til en voksen kvinde med ADD. 

Tekst: Christian Ågård Bennike
Foto: Ulrik Hasemann / Privatfotos

Da vi var små, troede vi bare, hun var doven. Da hun flyttede hjemmefra, blev vi nervøse. Tre pct. af alle danskere har ADHD – én af dem er min lillesøster.

I dag trodser hun de negative statistikker om misbrug og førtidspension.
Hendes liv er på vej til at lykkes. Men det holdt hårdt

Da min mor, Dorte Ågård, fik beskeden fra psykiaterne på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, satte hun sig ved skrivebordet i den store villa på Jyllands Allé i Aarhus, hvor der var plads til alle fem sammenbragte børn, og åbnede Google. Med to pegefingre tastede hun fire blokbogstaver: ADHD.

»Jeg anede overhovedet ikke, hvad det var,« husker hun, men efterhånden som de amerikanske hjemmesider poppede frem på skærmen, gav det hele mening.

»Jeg tænkte bare: Wow. Og så faldt brikkerne på plads.«

Da vi var børn, vidste ingen af os, hvad ADHD var. Vi tænkte bare, at min lillesøster var langsom. Lidt sløv og rodet. Vores mor kunne råbe ad hende: »Du skulle rydde op på dit værelse, kom nu!« Men hun kunne ikke. Hun satte sig bare midt i eksplosionen af bamser og barbiedukker og bøjede sit lille hoved ned mod gulvtæppet.

Når vi gik ned ad gaden om sommeren, kunne hun pludselig være væk – måske havde hun set en kat eller noget slik i et butiksvindue og glemt alt om os. Flere gange kom hun i skole uden sin taske.

»Story of my life,« fortæller min lillesøster, Marie Ågård Bennike. »Jeg bliver distraheret. Da jeg var lille, tænkte jeg nogle gange, at mit klædeskab lignede lort, så jeg hev alt tøjet ud med henblik på at lægge det pænt sammen. Men efter et par bluser stoppede jeg bare. Så har jeg måske alfabetiseret alle mine cd’er i stedet, mens resten af værelset flød. Mikrofokus i kaos.«

Christian Bennike med søsteren Marie Bennike.
Fotoet er fra foråret 1994. Christian er er 8 år, Marie er 5

På ganske få år er ADHD vokset fra en næsten ukendt lidelse til et omdiskuteret samfundsproblem. Man anslår, at to til tre pct. af hele befolkningen har en form for ADHD, og de er overrepræsenteret i stort set alle negative statistikker: misbrug, depression, overvægt, førtidspension, hjemløshed, tidlig død, kriminalitet, trafikuheld – you name it.

På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele

ADHD-piger har forhøjet risiko for selvmordsforsøg og cutting, ADHD-drenge ender oftere i fængsel end andre – op til halvdelen af alle indsatte i danske fængsler menes at have ADHD.

Der var da også en periode i min søsters liv, hvor hun kunne være endt som et tal i de triste statistikker. Da hun flyttede hjemmefra i 2009, flød hendes lille taglejlighed med pizzabakker, overfyldte askebægre og tomme vinflasker. Hun stod ikke ud af sengen før klokken tre om eftermiddagen. Hun blev fyret fra sit job. Hun tog 30 kilo på. Hun var rent ud sagt på vej i hundene.

»Jeg var oppe og muge ud mange gange,« husker vores mor. »Det var så ubeskrivelig trist at se hende. På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele.«

Min søster var så langt ude, at vores mor overvejede at finde et bosted til hende. Men sådan gik det ikke.

Marie blev hverken kontanthjælpsmodtager eller alkoholiker – i dag er hun 27 år gammel og ét år fra at kunne kalde sig cand.mag. i engelsk. Hun er glad, hun er forlovet, og hun har styr på sit liv.

Men hvordan er det gået sådan? Jeg har taget toget til Aarhus for at undersøge, hvorfor min søsters liv lykkes, når så mange andre ADHD-liv mislykkes.

ADHD-piger har forhøjet risiko for selvmordsforsøg og cutting, ADHD-drenge ender oftere i fængsel end andre – op til halvdelen af alle indsatte i danske fængsler menes at have ADHD.

Der var da også en periode i min søsters liv, hvor hun kunne være endt som et tal i de triste statistikker. Da hun flyttede hjemmefra i 2009, flød hendes lille taglejlighed med pizzabakker, overfyldte askebægre og tomme vinflasker. Hun stod ikke ud af sengen før klokken tre om eftermiddagen. Hun blev fyret fra sit job. Hun tog 30 kilo på. Hun var rent ud sagt på vej i hundene.

»Jeg var oppe og muge ud mange gange,« husker vores mor. »Det var så ubeskrivelig trist at se hende. På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele.«

Min søster var så langt ude, at vores mor overvejede at finde et bosted til hende. Men sådan gik det ikke.

Marie blev hverken kontanthjælpsmodtager eller alkoholiker – i dag er hun 27 år gammel og ét år fra at kunne kalde sig cand.mag. i engelsk. Hun er glad, hun er forlovet, og hun har styr på sit liv.

Men hvordan er det gået sådan? Jeg har taget toget til Aarhus for at undersøge, hvorfor min søsters liv lykkes, når så mange andre ADHD-liv mislykkes.

For få ledninger
Hvis jeg skal forstå, hvad der foregår i min lillesøsters hjerne, forestiller jeg mig altid, at jeg har holdt fest i min lejlighed. Det er blevet sent, vi er blevet fulde, og nu vågner jeg dagen derpå efter fire timers søvn med tømmermænd. Hele huset flyder. Jeg skal rydde op, tage opvasken, støvsuge, vaske gulv, gå ned med flasker – og jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. Sådan har min søster det hver dag. Med alt.

Personer med ADHD har en fejl i hjernens eksekutive funktioner – det er den del af hjernen, som styrer selvbevidsthed og behovsudsættelse; planlægning og problemløsning; motivation og arbejdshukommelse. Hvis hjernen var et orkester, ville de eksekutive funktioner være dirigenten.

Man kan sammenligne ADHD med et stykke dårligt udført elektrikerarbejde, fortæller psykiatriprofessor på University of South Carolina, Russell Barkley, en af verdens førende ADHD-eksperter.

»Ledningerne fungerer ikke lige så godt, som de burde. Man har forbundet dem til de forkerte steder, og man har ikke lagt ledninger nok. Det er derfor, de er uopmærksomme og emotionelle, ikkevedholdende og ikkemotiverede; derfor de bliver kaldt dovne og har svært ved at gøre det, man siger til dem,« siger Russell Barkley.

Det var i gymnasiet, at vi for alvor blev bekymrede for Marie. En morgen, da hun havde overnattet hos en veninde, vågnede hun ved, at nogen ruskede i hende. Det var vores mor. Veninden havde ikke kunnet vække hende og var blevet nødt til at ringe efter hjælp.

Marie var allerede diagnosticeret med OCD ligesom vores far – hun bevægede sig f.eks. i et særligt mønster på gaden for at skabe balance mellem hendes fødder og fliserne – men OCD’en forklarede slet ikke hendes problemer. Vores mor brugte timer på at få hende op om morgenen – de kunne føre lange samtaler, som Marie efterfølgende ikke kunne huske. Sådan har det været gennem hele vores barndom.

»Der var bare slukket,« siger Marie. Hvis ingen vækkede hende, kunne hun sove til klokken »tre-fire stykker om eftermiddagen«, og i gymnasiet begyndte det for alvor at påvirke hendes liv.

»Ikke nok med at jeg fik højt fravær. Jeg fik også dårlige karakterer, og det slog hårdt. Særligt i dansk. Så jeg besluttede, at jeg hellere måtte lave de der lektier, som folk snakkede så meget om.«

Men selv om hun gerne ville, kunne hun ikke.

»Jeg kunne sidde i sofaen og tænke: ‘Nu skal jeg også have læst …’ Og så pludselig var klokken syv. Der var et eller andet, som lige fangede mig, og så gik der bare to timer.«

Vores mor var rasende. »Kan du så lette røven! Nu har du siddet her og set tv i tre timer, og du har hverken lagt vasketøjet sammen eller lavet lektier!«

Sådan fortsatte det indtil den 26. oktober 2006, hvor min mor skrev et brev til en psykiater på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov. Hun ville have Marie undersøgt igen.

»Marie udskyder handlinger,« skrev hun i brevet, »og når hun endelig går i gang, har hun svært ved at koncentrere sig, lader sig distrahere af andre ting, er fysisk meget urolig (piller f.eks. sine fingre), gør tingene meget langsomt og har svært ved at skynde sig.«

Psykiateren indvilgede i at se på sagen, og Marie tog bus nummer 9 frem og tilbage til Risskov. Efter nogle samtaler kunne de konstatere, at ja – ups – de havde faktisk overset det vigtigste. ADHD.

Diagnosen
Selv om ADHD diagnosticeres med et simpelt ja eller nej – enten har man det, eller også har man det ikke – er sygdommen reelt et spektrum. Grader. Marie fik konstateret ADD – ‘pige-ADHD’ som det ofte kaldes. I modsætning til de hyperaktive ADHD-drenge er symptomer hos piger ofte mere indadvendte: uopmærksomhed og mentalt kaos. Det kan være svært at spotte, og derfor er piger stadig notorisk underdiagnosticerede. Men det er ved at ændre sig.

En amerikansk undersøgelse i Journal of Clinical Psychiatry viste i december, at antallet af ADHD-diagnoser til piger steg med 55 pct. fra 2003 til 2011, mens stigningen for drenge var 40 pct. Selv om der endnu ikke findes lignende undersøgelser i Danmark, tyder udviklingen i medicinforbruget på en lignede tendens – forskellen mellem kønnene bliver mindre.

 Diagnosen
Selv om ADHD diagnosticeres med et simpelt ja eller nej – enten har man det, eller også har man det ikke – er sygdommen reelt et spektrum. Grader. Marie fik konstateret ADD – ‘pige-ADHD’ som det ofte kaldes. I modsætning til de hyperaktive ADHD-drenge er symptomer hos piger ofte mere indadvendte: uopmærksomhed og mentalt kaos. Det kan være svært at spotte, og derfor er piger stadig notorisk underdiagnosticerede. Men det er ved at ændre sig.

En amerikansk undersøgelse i Journal of Clinical Psychiatry viste i december, at antallet af ADHD-diagnoser til piger steg med 55 pct. fra 2003 til 2011, mens stigningen for drenge var 40 pct. Selv om der endnu ikke findes lignende undersøgelser i Danmark, tyder udviklingen i medicinforbruget på en lignede tendens – forskellen mellem kønnene bliver mindre.

Marie var »nærmest ekstatisk«, da hun fik diagnosen.

»Alternativet var jo, at jeg bare var en nederen og doven person, som min familie syntes var træls,« siger hun i dag.

Jeg husker det selv tydeligt; følelsen af, at jeg hele livet havde råbt og skreget ad hende, når hun igen-igen-igen sneg sig uden om opvasken eller faldt i staver, når vi skulle ud ad døren. »Kom nu, Marie!?« Måske var det slet ikke hendes skyld.

»Fra den ene dag til den anden holdt vi op med at skælde hende ud. Det var en stor befrielse for begge parter,« siger min mor. »Diagnosen var både en kæmpe lettelse og en stor sorg over, at det var noget kronisk. Jeg blev meget ked af, at min datter havde haft det svært, uden at vi havde forstået det.«

En 12-årig 17-årig
Der dufter svagt af ramsløg fra skoven ved indgangen til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, som troner på en bakketop over det kolde vand i Aarhusbugten. Det var her, Marie blev diagnosticeret for 10 år siden, og det er her, Danmarks førende ADHD-forsker, Per Hove Thomsen, har kontor.

Selv om antallet af ADHD-diagnoser er eksploderet de sidste 10 år, er ADHD ikke nyt-nyt, fortæller han. Der var også personer med ADHD i antikken og i renæssancen, men det var først med indførelsen af obligatorisk skoleundervisning i slutningen af 1800-tallet, at de begyndte at stikke ud. I 1902 beskrev en britisk børnelæge »en unormal moralsk defekt hos børn«. De kunne ikke sidde stille.

Siden er udviklingen eskaleret. Det moderne individ skal kunne tage sig sammen, styre sit eget liv og tage ansvar for egen læring.

»Der er gruppearbejde og selvvalgt hjemmeeksamen i skolen, og det kan personer med ADHD ikke finde ud af. De har ingen tidsfornemmelse, de har svært ved at koncentrere sig og kommer til at afbryde de andre,« siger Per Hove Thomsen.

I ungdomsårene kan en ADHD-hjerne være tre-fem år bagud, fortæller han, så da 17-årige Marie begyndte i gymnasiet, var de eksekutive funktioner i hendes hjerne måske som en 12-årigs.

»Det gør det svært at komme i gang i god tid med den danske stil. At stå op om morgenen, at få madpakken med, at koncentrere sig, når timerne er kedelige. Man har mindre impulsstyring, svinger humørmæssigt og bliver hurtigere uvenner med folk,« siger Per Hove Thomsen.

Nedturen
Marie klarede med nød og næppe gymnasiet – det krævede et års orlov og en periode med depression, men hun klarede det. Det var, da hun flyttede hjemmefra, at det for alvor gik galt.

Hun kom ikke op om morgenen og brugte det meste af dagen på at ryge cigaretter foran fjernsynet. Hun blev væk fra sit arbejde. Og da hun skulle begynde på en daghøjskole i Aarhus, mødte hun ikke op den første dag, fordi hun sov til klokken tre om eftermiddagen. Samtidig var vores far dødeligt syg, og både Marie og jeg var knust – men hun tog det særlig slemt.

»Jeg drak rigtig meget. Og jeg spiste rigtig meget takeawaymad. Det var stort, hvis jeg lavede mad. Når jeg spiste, var det både en burger og en pizza, og så var jeg så mæt, at jeg ikke kunne gøre noget. Det distraherer kroppen og psyken at være så mæt,« siger Marie.

Lejligheden flød altid, når jeg besøgte hende. Hun gjorde ikke rent, hun ryddede ikke op, og hun luftede ikke ud. Bankudskrifter har senere vist, at hun det år brugte 25.000 kroner på fastfood fra Just-eat.dk.

I september 2010 begyndte hun på engelsk på Aarhus Universitet, men allerede efter 14 dage kunne vores mor se, at hun ikke kom ud af døren.

I den periode kunne min lillesøsters liv have taget en skæbnesvanger drejning. Her kunne en tilværelse med kontanthjælp, kroniske alkoholproblemer, overvægt og ensomhed let have taget sin begyndelse – præcis som den gør for så mange andre med ADHD. Når det ikke skete, skyldtes det først og fremmest, at min mor og hendes mand tog en radikal beslutning.

»Vi besluttede, at jeg skulle tage ned til hende hver morgen, vække hende og køre hende op på universitetet,« siger min mor.

»Så det gjorde jeg hver dag i to måneder. Og jeg var ved at dø. Det var så hårdt at blive konfronteret med hende hver morgen, men vi vidste, at hvis hun ikke fik fat, ville hun aldrig komme i gang med at studere.«

Efter to måneder kunne hun ikke mere – det var for hårdt. Så de satte en annonce i lokalavisen Århus Onsdag og hyrede en »kernesund pædagogstuderende«, som fik nøglen til Maries lejlighed, så hun hver morgen kunne låse sig ind og vække hende.

»Nu skal du tage din Ritalin,« sagde hun til Marie, og så ventede den pædagogstuderende et kvarters tid, indtil det amfetaminlignende præparat sparkede gang i Maries frontallapper. Så talte hun til Marie, indtil hun vågnede, og så tog de sammen bussen op til universitetet.

Antallet af danskere, der har indløst recept på et lægemiddel til ADHD-behandling, er eksploderet fra 1.812 i 1999 til 41.654 i 2015.

Marie er en af dem. Hun tager en pille morgen og middag.

Medicin
Cirka 85 pct. af alle ADHD-patienter får det bedre, når de tager medicin – hvis de altså finder den rigtige dosis og den rigtige pille. Til sammenligning får 15 pct. det bedre af placebotabletter, og det spænd – mellem 15 og 85 pct. – er det største gab mellem aktiv medicin og placebo i hele psykiatrien.

»Det er ligesom med diabetikere: Ja, du kan prøve at ændre din diæt og din hygiejne, men det er temmelig sikkert, at du også har brug for insulin. Der er intet, der er mere effektivt,« siger Russell Barkley.

Alligevel er der udbredt skepsis over for ADHD-medicin i befolkningen. Der er jævnligt overskrifter i aviserne, som advarer om bivirkninger og forgiftninger, og i 2014 lavede komikeren Anders Stjernholm, som selv har ADHD, et kritisk tv-program om psykofarmaka.

»Medicinen, jeg fik, gav mig alvorlige bivirkninger, så i dag har jeg fundet ud af at leve uden medicin,« fortalte Stjernholm i programmet.

Men selv om nogle oplever bivirkninger – især i indkøringsperioden – er der ifølge Russell Barkley »intet, der tyder på, at medicinen skulle være skadelig«. Tværtimod.

»Der er nu 31 studier, som viser, at jo længere tid børn tager ADHD-medicin, desto mere normal er deres hjerneudvikling. Medicinen ser ud til at booste hjerneudvikling for børn, og det er forunderligt. Vi finder ingen andre steder i psykiatrien, hvor piller udvikler hjernen, og alligevel ser det ud til at være tilfældet her,« siger Russell Barkley.

Antallet af danskere, der har indløst recept på et lægemiddel til ADHD-behandling, er eksploderet fra 1.812 i 1999 til 41.654 i 2015. Marie er en af dem. Hun tager en pille morgen og middag – et lille ‘kling’ fra iPhonen minder hende om det. Hun kalder dem »bunden af mit korthus«.

Vi har diskuteret medicinen mange gange, og hun bruger altid det samme eksempel: Hvis man er nærsynet, hjælper det jo også at bruge briller, ikke?

At se Marie’erne
Der gik flere år, før den kernesunde pædagogstuderende kunne nøjes med at ringe og sige:

»Nu skal du tage din pille,« inden hun låste sig ind i lejligheden. Selv da min lillesøsters forlovede begyndte at overnatte hos hende, kom hun. Men efterhånden var det tilstrækkeligt med et telefonopkald, og til sidst – for et år siden – behøvede Marie ikke længere hjælp. Skridt for skridt for skridt.

Samtidig kæmpede min mor og hendes mand på en anden front: De ansøgte Aarhus Kommune om en bostøtte, der kunne hjælpe med at planlægge indkøb, oprydning og studier, men kommunen satte Marie på en venteliste bag 438 andre. Min mor og papfar klagede, telefonerede og mailede med sagsbehandlere og socialrådgivere, og til sidst blev kommunens ventelisteordning erklæret ulovlig af ankestyrelsen. Marie fik en bostøtte.

Langsomt blev der vævet et net omkring hende. På universitetet fik hun bevilget en faglig mentor, som hjalp med at planlægge læsning og eksamener. Hun fik forhøjet SU og lov til at studere på nedsat tid, så hun ender med at bruge 6,5 år på en kandidatgrad i stedet for 5.

»Det var hjælp til selvhjælp. Jeg lærte at lægge skemaer og strukturere min tid. Jeg lærte virkelig meget i den proces,« siger Marie.

Men hjælpen kom ikke af sig selv. Det krævede en forenet indsats fra min mor og hendes mand – begge såkaldt ressourcestærke mennesker med lange uddannelser og høje indtægter. Vores papfar var endda socialdirektør i Randers Kommune og kendte til det kommunale bureaukratis mørke krinkelkroge.

»Det skal siges rigtig højt, at det har været pissehamrende svært for os at få noget til at ske. Og vi har ellers haft mange håndtag til rådighed. Tænk, hvis man ikke har det,« siger min mor.

Rockwool Fonden beregnede i 2014, at ubehandlet ADHD hvert år koster samfundet 2,8 mia. kroner – det giver i alt cirka 150.000 kroner pr. person med ADHD. Det kan man få mange bostøtter for.

»Det kan gå to veje,« siger vores papfar, Knud Aarup, som i dag er formand for Socialpolitisk Forening. »Man kan blive 21-årig mor og ende på førtidspension. Eller man kan ende som specialist i ordblindhed, som Marie nu er på vej til (i dag arbejder Marie med dyslektiske studerende på universitet, red.). Der er ingen tvivl om, at førtidspensionisten koster samfundet meget mere – inklusive hvad hendes barn kommer til at koste. Tænk, hvis samfundet var indstillet på at se Marie’erne.«

 Fremtids-Marie
Der hænger et skema på min søsters køleskabsdør, som minutiøst beskriver, hvornår hun skal tørre støv af, og hvornår hun skal skure ovnen. Den slags skemaer laver hun mange af til sig selv. Læseplaner. Faste vasketider. En telefon proppet med påmindelser.

»Ellers skulle jeg have det hele i hovedet,« siger hun.

»En stor del af mit liv er at opstille regler for mig selv.«

Jo mere planlægning, jo bedre. Hvis hun står op om morgenen uden at vide, hvad hun skal, gør hun nemlig ingenting. Sådan var det også, da vi var børn. Hun »tuller«, som hun kalder det: Ligger i sengen i timevis med sin telefon. Bruger en time på at lave morgenmad og hænger foran fjernsynet, indtil klokken pludselig er fem, og hun tænker: ‘Hov, jeg havde da en aftale.’

Alt skal struktureres. I mange år styrede papfar Knud hendes økonomi. Ordningen var, at hun fik 100 kroner fem dage om ugen og 200 kroner to dage om ugen. Det var dét. Hvis hun skulle bruge lidt ekstra, skulle hun ringe til ham.

»Jeg tror aldrig, jeg har sagt nej. Det var princippet i, at hun ikke bare selv kunne gøre det,« siger han.

Princippet er, at hun hele tiden skal narre »Fremtids-Marie«, for hun ved godt, at Fremtids-Marie ikke får tingene gjort. Så inden hun tager på universitetet, pakker hun en taske med træningstøj og booker en tid på sit Thai Bo-hold i Fitness World, præcis tre timer efter undervisningen slutter. På den måde sætter hun Fremtids-Marie i en prekær situation: Når hun står efter undervisningen og tænker: »Jeg kan ikke overskue at læse, og jeg kan ikke overskue at træne«, er tretimersfristen for at melde afbud til Thai Bo uden en bøde allerede overskredet. Fitness World ligger alligevel på vejen hjem, og hun har allerede slæbt rundt på træningstøjet hele dagen. Bøde, tøj, ruten hjem. Det hele skubber hende i retning af at gøre det, hun godt ved, hun skal: sætte sig og læse i to timer til sit fag i fonetik og så tage i Fitness World.

Taktikken virker. Hun har fået 12 i sine seneste eksamener og har et job på universitetet, hvor hun hjælper ordblinde studerende med at overskue studierne.

Det er helt anderledes at besøge hende i dag end for fem-seks år siden. Selv om opvasken stadig tårner sig op i køkkenet, kan man mærke, at der er styr på tingene. Hun har en plan.

»Jeg plejede at hade kvinder på uni med nyføntørret hår,« griner hun. »Det ville jo sige, at de både havde været i bad og haft tid til at tørre deres hår om morgenen – jeg forstod ikke, hvordan det var muligt, og de tværede deres fucking føntørrede hår i hovedet på mig. Nu gør jeg det selv hver dag.«

Antal personer der har købt ADHD-medicin mindst én gang det pågældende år:

Jeg fucker op
Vi ved ikke, hvorfor Marie har ADHD, og jeg ikke har. Sygdommens arvegang er ikke kortlagt endnu, men det er sikkert, at der ikke findes ét ADHD-gen. Man arver en række gener, som tilsammen skaber en tilbøjelighed til psykisk sårbarhed – en skrøbelighed i hjernen, om man vil, som hænger sammen med andre lidelser, bl.a. tourettes, angst eller OCD. Derfor har op til 85 pct. af alle med ADHD også en anden psykisk lidelse.

Den er især gal med de gener, som styrer produktionen af dopamin, et transportstof i hjernen, der som små færger fragter kemiske signaler fra én nervebane til en anden. Har man for lidt dopamin, bliver forbindelserne sløve.

Selv om jeg ikke har ADHD, kan jeg sagtens genkende de ting, min søster slås med. Det er hårdt at skabe gode vaner; man gider ikke altid træne og arbejde. Sådan har vi det alle sammen.

»Forskellen er bare, at du ikke falder helt igennem, hvis du ikke strukturerer det fuldstændigt,« siger Marie.

»Det gør jeg. Jeg fucker helt op.«

Professor Russell Barkley har gennemtrawlet forskningen og lavet en liste over de vigtigste ting, man kan gøre for at leve et godt liv med ADHD. Nummer ét er: accepter din sygdom.

»Hvis man nægter, kan man intet gøre,« som han siger.

Og det er måske det mest imponerende ved min søsters udvikling: Hun kender sig selv og accepterer sine mangler. Hun kan kun narre Fremtids-Marie, fordi hun kender hende ud og ind.

Desuden bør mennesker med ADHD ifølge Barkley: tage medicin. Indrette sig med hjælpemidler – f.eks. have opvaskemaskine og en motoriseret cykel. Lære alt om ADHD – Marie ved alt om dopamin­underskud i synapsespalterne og ADHD’s indflydelse på trafikuheld og rygning. Og så skal man træne sin adfærd. Det er nemlig ikke kun den praktiske hverdag, som er svær, når man har ADHD – energiunderskuddet i hjernen påvirker også den sociale intelligens.

Marie har altid talt mere, end hun har lyttet – uafbrudt – og manglet situationsfornemmelse. Da vi var yngre, kunne hun fortabe sig i de kedeligste historier om ubetydelige detaljer fra sin hverdag, eller hun kunne zone ud af samtalerne ved middagsbordet, hvis de ikke lige handlede om hende. Det er hårdt hjernearbejde at forholde sig til andre mennesker, og hendes energi rakte ikke altid til det. Hun har mistet veninder på den konto – én sagde direkte, at hun ikke gad al den selvoptagede snak.

»Da jeg startede på uni, kunne jeg godt mærke, at der var nogle, som syntes, jeg var irriterende,« siger hun.

Så hun lavede nogle regler: ‘Husk at nikke bekræftende, når andre taler. Stil opfølgende spørgsmål. Ikke afbryde.’

»Nogle gange glemmer jeg helt at lytte, når jeg taler med folk, fordi jeg skal huske det. Og det er svært at vide, at hvis jeg bare er mig selv, så synes andre måske, jeg er irriterede. Det er svært at slappe af.«

Tusind regler, ingen intuition
Det er let for mig at læse ADHD ind i alt, Marie gør. Måden, hun tømmer opvaskeren på. Måden, hun går på. Men er det hendes ADHD? Er det medicinen? Eller er det hende?

På et tidspunkt, da bølgerne gik højt, råbte vores papfar til hende, at han ikke gad diskutere, før hun havde taget sin medicin. Marie får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på det.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver så ked af det over det. Det gjorde bare ondt. Måske fordi jeg havde eksisteret i 17 år uden medicin. Betød det, at den person, jeg havde været, ikke var værd at tale med? Det er et meget klassisk identitetsspørgsmål: Hvad er mig, og hvad er ADHD? I begyndelsen tænkte jeg på ADHD som en slags tumor, der kunne skæres væk, og så blev jeg ægte. Det gør jeg ikke mere.«

Mange med ADHD gør sig lignende tanker. Det er ikke unormalt, at teenagere nægter at tage deres piller, fordi de vil være ‘sig selv’, og i disse år vinder den såkaldte neurodiversitetsbevægelse frem i USA. Her er filosofien, at det, vi kalder sygdomme i hjernen – autisme, bipolar lidelse og ADHD – slet ikke er sygdomme, men andre måder at være menneske på. Det er ikke handicap, men diversitet og bør derfor betragtes som en styrke frem for en mangel. Men den køber Marie ikke.

»For mig er der ingen aspekter af ADHD, som er en gave. Det er en handlingslammelse – jeg vil gerne, men jeg kan ikke. Jeg kører i første gear det meste af tiden. Jeg kommer på en weekendtur til Paris, efter at jeg har udskudt at planlægge det i fire år,« siger hun.
Når Marie i dag trodser de negative statistikker, er det netop, fordi hun har taget sine problemer alvorligt.

»Hvis min ADHD har givet mig særlige evner, skyldes det, at jeg har været tvunget til at lære dem. Jeg har lært at være struktureret på samme måde, som man lærer et nyt sprog: tusind regler og ingen intuition.«

Fotos: Foto: Ulrik Hasemann / Privatfoto
Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen© Dagbladet Information
Klip til den originale artikel: https://www.information.dk/mofo/soesters-kamp
Dette indlæg blev udgivet i Inspiration og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.