Professor: Uden personlig drivkraft lærer vi ingenting

I denne måned gik Knud Ikkeris på pension. Jeg tror ikke der er mange i skoleverdenen som ikke på en eller anden måde har været i kontakt med Knus Illeris´ forskning på den ene eller anden måde. I forbindelsen med hans sidste forelæsning bragte Kristeligt Dagblad et interviewe med Knus Illeris.

Sakset fra Kristeligt Dagblad d. 20. september 2016

AF MORTEN MIKKELSEN

Den 77-årige Knud Illeris er internationalt kendt for sin teori om læring. I morgen holder han sin sidste forelæsning, og så trækker han sig tilbage for blandt andet at passe geder i det økologiske kollektiv Svanholm

knud-illeris

For godt 50 år siden, i august 1966, begyndte Knud Illeris som elev på Toftegård Studenterkursus i den københavnske bydel Valby. Han kom ind i et skolerum, hvor både lærere og elever var uengagerede i stoffet, hvor hver enkelt elev kun foretog sig noget aktivt i få minutter hver time, hvor systemet lagde op til, at man gerne så, at nogle af eleverne droppede ud, og hvor lærere talte til eleverne, som om de var børn, selvom de typisk var 20-21 år.

Selv var han aldeles voksen. Han var 27 år, var både gift og skilt igen og havde et barn. Han var gået tidligt ud af skolen for at arbejde i rejsebranchen. Det var han lykkedes meget godt med, men nu var de færdigpakkede charterrejser ved at overtage hele markedet, og dét gad han ikke være med til. Nu ville han gerne lære, men var stærkt skeptisk over den måde, det åbenbart skulle foregå på.

”Jeg kunne se, at mine klassekammerater mistede selvtillid af den måde, de blev behandlet på. Flere af mine lærere var på min egen alder, og jeg tror godt, de kunne se det. De var bare ikke vant til, at elever kunne være voksne, ligeværdige mennesker,” fortæller Knud Illeris.

Han har netop udgivet bogen ”Liv og læring”, som kombinerer hans egen livshistorie med en beskrivelse af de teorier, som har gjort hans navn internationalt kendt blandt fagfæller. I morgen afrunder han et langt akademisk liv, når han deltager i en konference på DPU Aarhus Universitet ”Skole og uddannelse – hvordan går det med læringen?”, som tager afsæt i hans bog.

Oplevelsen på studenterkurset slog ham nemlig ikke mere ud, end at han blev student, fortsatte til psykologistudiet på Københavns Universitet og siden har beskæftiget sig med, hvordan undervisning og læring lykkes bedst muligt.

Vi møder ham i hans bolig siden 1979, det økologiske storkollektiv på Svanholm Gods midt i det sjællandske bondeland på Hornsherred. Engang herregård, nu bolig for halvandet hundrede mennesker. Med fællesøkonomi, eget landbrug og egen børnehave. Og en indhegning med geder, som den 77-årige Knud Illeris har fået stigende ansvar for at passe, i takt med at arbejdet på diverse universiteter er klinget af.

Hans eget svar på spørgsmålet i konferencens titel er lidt dobbelt. På den ene side har nogle af de tanker om at inddrage, engagere og frisætte elever og studerende, som han selv mødte, da han kom på universitetet i revolutionsåret 1968 og mere eller mindre fik lov at definere hele sin egen uddannelse, forplantet sig i uddannelsesverdenen. På den anden side er der en tidsånd, som trækker i den modsatte retning.

”Hvis du snakker med en almindelig folkeskolelærer eller gymnasielærer, ved de jo godt, at det er afgørende, at man kan engagere den enkelte elev personligt. Skolen drejer sig både om faglige kvalifikationer og den personlige udvikling, men i de seneste 15-20 år er faglige kvalifikationer blevet stadig mere enerådende, fordi karaktergivning fylder mere og mere. Der må jeg sætte fingeren ned. Ikke fordi faglige kvalifikationer ikke skal være der. Men de bliver faktisk bedre, hvis man arbejder kreativt med dem i nogle projekter, man selv har været med til at definere,” siger Knud Illeris.

Der er i nutiden en udbredt fortælling om, at i de gode gamle 1950’erne var der fagligt solid undervisning i skolen, men så gik der gruppearbejde og ”hvad synes du selv”-pædagogik i det hele til skade for fagligheden. Men sådan ser Knud Illeris det slet ikke.

Han erkender, at en del af 1960’ernes og 1970’ernes eksperimenter slog fejl. Men der var også undervisere, som efterlevede det, han ser som idealet: En kombination af et ambitiøst fagligtindhold, en personlig drivkraft for den lærende og et godt samspil om at få læringen til at lykkes.

De tre begreber udgør vinklerne i den læringstrekant, som Knud Illeris er blevet berømt for.

”Selvom den danske skole har klaret sig dårligt i nogle Pisa-undersøgelser, mener jeg ikke, der er grundlag for at sige, at skolen var dårligere til at forberede eleverne til tilværelsen. Jeg vedkender mig, at der i 1970’erne var en lilleskoletænkning, som gik så vidt, at det faglige ikke altid blev behandlet godt nok. Men forestillingen om, hvor galt det stod til, er vildt overdrevne, og Pisa-undersøgelserne var og er afgørende for, at diskussionen blev skæv,” siger Knud Illeris, som understreger, at pædagogisk frisættelse ikke nødvendigvis fører til ringere faglighed.

Han vurderer, at den dygtigste tredjedel af elever og studerende i dag er mindst lige så dygtig som de dygtigste fra nogen tidligere generation. Men såvel før som nu er uddannelsessystemets hovedpine ikke de dygtige, men hvordan man får alle med.

I forhold til denne gruppe arbejdede Knud Illeris i en periode fra 1987 og 12 år frem på at udvikle de danske AMU-uddannelser i et tæt samspil mellem staten, arbejdsmarkedets parter og den pædagogiske ekspertise. Men lige før årtusindskiftet blev AMU-uddannelserne pludselig gjort til forretninger,

”Det hele blev reguleret økonomisk. Pædagogisk udviklingsarbejde forsvandt til fordel for, at man begyndte at tænke læring kvantitativt som noget, der kan måles ved hjælp af test. Det er der også noget, der kan, men der er sandelig også noget, der ikke kan,” siger Knud Illeris.

Det var begyndelsen på konkurrencestaten, som åbenlyst ikke er hans kop te. Han anerkender behovet for, at staten kan konkurrere økonomisk. Men de nuværende styringsmekanismer risikerer at føre til det stik modsatte af hensigten, nemlig ringere læring og konkurrenceevne, fordi der ses bort fra betydningen af ægte motivation som drivkraft.

”Hverken Claus Hjort Frederiksen eller Bjarne Corydon aner noget om, hvordan læring finder sted. Det er mennesker, der tænker økonomisk, organisatorisk og administrativt. De får ikke fat i, hvad kvalitativ god læring er, og hvordan det praktiseres,” erklærer Knud Illeris med henvisning til den nuværende og forhenværende finansminister fra henholdsvis Venstre og Socialdemokraterne.

En pointe er, at spørgsmålet om læring i virkeligheden ikke er særlig politisk, selvom Knud Illeris blandt andet kan rubriceres som marxist. Som han beskriver i sin selvbiografi, trækker han også på en grundtvigsk arv – dog uden konkret tro på Gud – på mødrene side, hvor hans oldefar, morfar og mormor var grundtviske friskolefolk. Og også på en jødisk-kulturradikal arv fra sin far, Tage Philipson, der var freudiansk læge og psykoanalytiker og gav Illeris en sans for det ubevidste plan i ”vuggegave”, som han formulerer det.

”Marx og Grundtvig står for meget forskellige ting, men i forhold til at tænke læring er der en mulighed for at kombinere dem. Hos begge var der en iagttagelse af, at samfundet taber de svageste,” siger professoren og tilføjer, at konkurrencestatens snævre fokus på resultater her og nu ikke er vejen frem, mens megen indsigt i, hvordan man får de svageste til at vokse ved at appellere til deres kreativitet og selvstændighed og respektere dem som ligeværdige, kan findes hos Grundtvig.

Ifølge Knud Illeris blev det moderne Danmark skabt i tandemkørsel mellem grundtvigianisme og kulturradikalisme. På uddannelsessiden kulminerede dette i 1960 med Den Blå Betænkning, hvor den radikale undervisningsminister K. Helveg Petersen fik det indskrevet som skolens højeste formål at skabe lykkelige, harmoniske mennesker. En målsætning, som Knud Illeris mener giver nationen større konkurrencefordele på længere sigt end de mere kortsigtede målbare resultatkrav, der opereres efter i dag. Og med henvisning til blandt andre IMF, den internationale valutafond, udtrykker han en forventning og forhåbning om, at også nationaløkonomer er på vej til at revidere opfattelsen af, hvordan man skaber vækst.

”Jeg tror ikke på, at konkurrencestatens grundsætninger holder så forfærdelig mange år længere. Jeg tror sådan set, at der er gode chancer for, at uddannelsesområdet kan blive et sted hvor man anlægger nogle mere frugtbare vinkler,” siger han.

Men hvis han hverken tror på Gud eller konkurrencestaten, hvad tror Knud Illeris så på?

Den gamle læringsprofessor griner i skægget og slår med armene ud over sin kollektivistiske sjællandske landidyl, hvor solen stråler og septembers himmel er så blå.

”Jeg tror på samtale, udveksling, kontakt og fællesskab. Hvorfor tror du, jeg bor her?”

Link til den originale artikel: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/uden-personlig-drivkraft-laerer-vi-ingenting

Dette indlæg blev udgivet i Inspiration og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.