Papmaché-reglen – opkaldt efter en situation juleaften – er en regel for de gaver, man troede, at man ikke ville have, men så viser sig at være de bedste gaver.

– Man er til julefest hos nogle venner, som har forbarmet sig over én – deres skilsmisseramte veninde. Man er helt alene, og alle andre er par med børn. Der ligger gaver under juletræet, men så får man øje på en stor pakke, der ligger lidt afsides – tydeligvis pakket ind af et barn og man tænker bare, “åh bare den ikke er til mig”. Men det er den selvfølgelig. Og man pakker den ud, men man ved ikke, hvad der er op og ned på gaven, men man får så af vide, at det er en sparegris. En kæmpe papmaché-sparegris, der har ramt den der brunlige marmeladefarve, som hjemmelavede ting fra børnehaven får, når de ikke har været overvåget af en voksen. Men så kigger man ned, hvor der står et barn med helt uldent hår og tårer i øjnene og kigger op på én – kun med det ene øje, for der er et plaster for det andet. Det er selvfølgelig ens venindes barn, der har forbarmet sig over mors veninde i børnehaven. Og så går det op for én, at det er ren kærlighed forklædt som papmache. Så dejlig en gave, at man må bare smide sin sofa ud, så man kan få plads til papmaché-sparegrisen i stuen.

Glimmer-reglen skal tages i brug, når vi oplever noget godt. Det kan være en sød replik, et rart blik eller noget konkret, som et barn, der har tegnet en tegning til én. Alle de oplevelser skal så dybbes i glimmer og gemmes på kaminhylden.

– Når man så skal sove om aftenen, så kigger man på sin kaminhylde, og bliver mindet om alle de ting, der gjorde en glad og fik en til at smile. Så akkumulerer man glæden, og så udvikler man en større taknemmelighed – og det er forudsætningen for et godt liv.

En regel til at tackle den misundelse, der indimellem rammer os alle sammen.

– Når man ser nogen, der har en virkelig smart nederdel på, så kunne man godt tænke “nøj, nogle flotte ben”. Altså man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have, og så begynder man at dæmonisere dem en smule. I stedet for det, så skal man lave rub-og-stub-øvelsen, hvor man må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som man så vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken, det er dine børn, din mand, din udsigt, dine hunde, det hele skal byttes ud med den anden. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, vi vil bytte med.

Du skal sige til folk, at de har en birkes siddende mellem tænderne. Men hold igen med de helt voldsomme ytringer, hvis du ikke kender personen.

– Birkes-reglen er dybest set light-versionen af, det-man-siger-er-man-selv-reglen. Hvis nogen har birkes mellem tænderne, så siger man det. Eller hvis nogle er kommet til at tage nederdelen ned i underbukserne, så siger man det. Vi skal lige hjælpe hinanden. Hvis nogen har smør på hagen eller karse på fortanden. Jeg har en gang siddet til et møde med en fjer på hagen i en time!

– Men man skal selvfølgelig ikke sige ALT til folk. Det troede jeg, da jeg var ung. Nu ved jeg, at hvis man skal sige noget til folk, der handler om, hvordan man lever sit liv, så skal der være utrolig meget kærlighed med. Og hvis man ikke har den store kærlighed, skal man lade nogle andre gøre det.

Reglen om banalt er den mest banale regel, der handler om, at det er de mindste ting, der gør os lykkelige.

– Det skal ikke særligt meget til for at gøre os lykkelige. Det er meget banalt. Det er ikke noget særligt. Det er tit sådan noget med, at nogle laver mad til én. Nogle lægger armen omkring én, når man er ked af det. Eller at nogen siger, at man ikke ser træt ud.