7 gode råd: Sådan gør du dit barn til en stærk læser

Denne artikel blev bragt i Jyllands-Posten den 7. maj 2015. Selv om artiklen efterhånden ikke er ny er den stadig fuld af vigtig viden.
Nederst i dette blogindlæg er der et link til den originale artikel.

Forældrene skal på banen, hvis vi ikke skal opfostre en generation af skærmfluer, mener professor i kognitiv psykologi Daniel T. Willingham.

A

Denne funktionalitet kræver abonnement

Skrevet af RASMUS PALLUDAN

Rasmus Palludan, f. 1986, er teknologi-journalist og web-tv vært på Jyllands-Posten.

Han skriver om krydsfeltet mellem teknologi og kultur, og om hvad det vil sige, at være et digitalt menneske.

“Børn gider ikke at læse. Forældre vil gerne have børn til at læse. Her er, hvad du kan gøre ved det.”

Sådan skriver den Harvard-uddannede professor i kognitiv psykologi Daniel T. Willingham på side 1 i sin nye bog “Raising Kids Who Read – What parents and teachers can do” (2015). Det er dog lettere sagt end gjort, for han understreger, at der er stor forskel på at få børn til at læse og få børn til at elske at læse.

Bogen er delt op i tre dele. Første del omhandler tiden fra fødslen til daginstitution. Del to tager fat i tiden fra børnehaven op til anden klasse. Del tre omhandler tiden herefter. Fordi antallet af tips inden for hvert afsnit er ret mange, har Willingham indvilget i at fortælle nogle af bogens helt overordnede og essentielle tips.


1. Gør læsning til en familieværdi, er det vigtigste tip ifølge Willingham. Ideelt set fra barnet er meget ungt, men forskning viser, at det aldrig er for sent at starte. Med familieværdi menes, at alle familier gør ting eller fortæller historier, som fortæller barnet, hvad familien værdsætter. Er familiens helt en mand, der gik igennem grueligt meget for at tage en uddannelse? Hvis du vil forevige budskabet i barnet om, at vi er en familie, der elsker at læse og lære nye ting, så er det ikke nok at tage på museum to gange om året. Budskabet skal integreres i det daglige liv, og der er millioner af måder at gøre det på. For eksempel ved selv at læse.

2. Forældre skal ikke lege lærere. Det kræver en ekspertise, som forældre ikke har, at lære børn læsning i alle dens forskellige former. Så de fleste tips i bogen er ting, som ligner almindelige familie-praksisser, i stedet for eksempelvis at købe materialer til at quizze børn eller downloade en iPhone-app, der lærer børn bogstaver. Det vil sandsynligvis skade barnets motivation mere, end det vil gavne, fordi forældrene ikke ved, hvad de laver.

3. Læsning er som videnstests. Folk, der er blevet bedømt som dårlige læsere i læsetests, kan pludselig blive bedømt som gode læsere i samme tests, hvis de læser om et emne, de ved meget om. Så når børn kan afkode bogstaver og lave dem om til lyde, er læsning i høj grad en videnstest. Det vil altså sige, at forældre med fordel kan give børn bøger inden for emner, der interesserer dem, så de har lettere ved at forstå teksten, og så deres motivation øges. Senere kan forældrene foreslå andre typer af bøger, der udfordrer barnet mere.

4. Læsning på iPad er fint. Der er ikke bevis for, at e-bøger er papirbøger underlegne i forhold til forståelsen af teksten. Men ét forbehold er, at hvis e-læseren har webadgang, så skal forældre ikke blive overraskede, hvis barnet bliver distraheret af andre ting og begynder at tjekke sociale medier.

5. Tving ikke barnet til at læse. Mange forældre siger: »Du kan ikke lege på iPad’en, før du har læst i 20 minutter.« Men på den måde kommunikerer du tydeligt til barnet, at læsning ikke er noget, man forventer, de kan lide. Og så er det klart, at de vælger iPad’en. Du ville heller aldrig sige:»Du må ikke lave noget, før du har siddet på gyngen i 20 minutter.« Netop fordi du ved, at det er sjovt at gynge. Så du skal være mere subtil i forsøget på at gøre læsning til den sjoveste ting, de kan lave.

6. Hvis du begrænser børns skærmtid, så giv alternativer. Det nemmeste er at placere bøger på steder, hvor du ved barnet keder sig – for eksempel en bunke bøger i bilen, på toilettet eller i køkkenet. Så hvis de nogensinde har en impuls til at læse, så er muligheden der. Hvis du har en dvd-afspiller i bilen, så lav en regel, der hedder, at vi ikke ser dvd’er, når vi er på ture, der tager over en time.

7. Hvis du har et ældre barn, der ikke gider at læse, så vil tippet med at lægge bøger i huset muligvis virke, men sandsynligvis ikke virke. Så skal du bevæge dig mere varsomt frem. Barnet er nok ikke åbent over for idéen om, at bøger er tiden værd. I disse tilfælde kan en lydbog være en god start. Giv alternativt barnet en bog om et emne, det virkelig brænder for. En bog om et tv-program, de elsker. Eller måske en gossip-bog om en skuespiller. På den måde gør du dem åbne over for ideen om, at læsning er deres tid værd. Dernæst kan man anbefale dem bøger, som de endnu ikke har overvejet.

En generation af skærmfluer

Vi ser i højere grad en generation af skærmfluer end en generation af bogorme vokse op, lyder det fra internationalt, anerkendte eksperter – medmindre vi gør noget ved det. For selvom det altid har været svært at gøre børn og unge til lystlæsere – en egenskab som kan være helt afgørende for børns succes i voksenlivet – så skaber de digitale teknologier nye udfordringer.

Undersøgelser viser, at forældre og lærere oplever, at unge har svært ved at koncentrere sig, og det er ikke bare indbildning ifølge Daniel T. Willingham. Vores grundholdninger har forandret sig i en verden, hvor underholdningen aldrig er længere væk end et greb i lommen.

»Jeg tror, der er noget i det, som forældre og lærere tror, de ser. Digitale medier har det tilfælles, at de leverer øjeblikkelig underholdning, som altid er tilgængelig i et uendeligt antal varianter, og som kræver en meget lille indsats fra brugerne. Så konsekvensen kan være, at opmærksomhedsspændvidden ikke er skrumpet hos unge, men i stedet er deres holdninger forandret, så de nu lyder på: ”Kedsomhed er ikke en normal tilstand. Jeg burde ikke kede mig”.«

Link til den originale artikel: http://jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/familie/ECE7686495/7-gode-r%C3%A5d-S%C3%A5dan-g%C3%B8r-du-dit-barn-til-en-st%C3%A6rk-l%C3%A6ser/

Dette indlæg blev udgivet i Inspiration og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.